Sidste uges stafetholder Kasper Stensgaard sender stafetten videre til den anonyme DJ Brevet med disse ord:
Jeg vil gerne sende stafetten videre til radiovært, dj og musiker DJ Brevet. Han har med sit program “DJ Brevets program” og senere “DJ Brevets musikprogram formået at skabe en sjældent set aktivistisk lomme på i den store DR maskine. Ganske uforceret bryder han med det stramme koncepts tyranni, som til desværre fylder alt for meget i den danske medieverden. DJ Brevet er en dybt dedikeret formidler, der skaber en oprigtig og ægte forbindelse med sine lyttere og aldrig forfalder til at fordumme sit publikum.
DJ Brevet er radiovært og har siden 2019, sammen med sin medvært, stået i spidsen for et anonymt socialt medie i radioformat. I 2021-2024 sendte programmet under navnet DJ Brevets program på P6 / DR. Til næste år sender lytterfællesskabet live i programmet ”Hallo hvem er det?”, der også kan findes som podcast.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
At omplante og finansiere mit anonyme ring ind-radioprogram efter at have besluttet at ophøre mit mangeårige arbejde for DR. Jeg faciliterer et samtalerum i radioen, hvor lytterne kender hinanden under dæknavne og derfor intet risikerer ved at ærlige. Af samme grund optræder jeg under navnet DJ Brevet.
Efter nogle sjove og lærerige år hos DR har jeg erfaret at drømmen om at forene sociale medier med flowradio har bedre udviklingsvilkår på en anden platform, den københavnske internetradiostation, The Lake Radio.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Chris Hedges. Tidl. krigskorrespondent for New York Times i Mellemøsten og på Balkan. Hedges’ analyser og bøger er en realpolitisk samfundsfagstime. Senest i forbindelse med det amerikanske valg var Hedges’ analyser nøjagtige og blev leveret uden falsk håb og spin.
Hedges tilbyder en overordnet forståelsesramme ved at tale direkte om magt. Det har hjulpet mig væk fra aktualitetsbaseret nyhedsdækning og henimod historiske og magtpolitiske perspektiver. Jeg er stadig bange, men jeg ved hvad der sker og (til en vis grad) hvorfor.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Gør op med antagelsen om, at det er godt at have mange lyttere/seere. Etablér idiosynkratiske mediefællesskaber med lav indstigning for mennesker, der sættes i direkte eller parasocial kontakt med hinanden.
Fokusér på tiltrækning i stedet for agitation. I vejen for dette står 1) en forestilling om målbarhed som et neutralt, ikke-ideologisk redskab, og 2) den enkelte medarbejders (berettigede) private karriereincitament. Vi skal jo alle sammen tjene nogle penge. Make line go up.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Årsagen til den eksplosive vækst i den selvstændige creator economyhos blandt andre Youtube, Substack og Nebula er et fingerpeg om, at medieforbrugerne oplever mere nærvær og troværdighed hos selvstændige medieskabere.
Nyere og mindre medieorganisationer, der stadig har et par år at løbe på inden den institutionelle komposteringsproces sætter ind, kunne skabe en incitamentsstruktur, hvor medarbejderne har frie tøjler til at skabe og moderere fællesskaber.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? Sara Bovin fra Mediekritisk Netværk. Medierne i Danmark forholder sig i stigende grad selektivt til det journalistiske balance-kriterie. De primære redskaber er tendentiøs vinkling, og ikke-neutralt værdiladet sprog, eksempel vis i omtalen af krigshandlinger. Sara Bovins arbejde med Mediekritisk Netværk er afgørende både for demokratiet og for at medierne ikke afvikler deres egen legitimitet.